Denne bil er solgt. For at se de biler vi har til salg klik her

 

 

 

 

Fiat 130 Coupé - 1972

Fiat 130 Coupé - 1972


Fiat 130 coupe optræder på fremtrædende plads i designhuset Pininfarinas' historiebøger - og med god grund. Bilen er en sand catwalk skønhed. En majestæstisk, men afdæmpet blanding af ynde og alvor. Lange, skarpe linier føjet sammen med bløde kurver og tildelt Style Auto præmien af en international jury af bildesignere ved præsentationen i 1971. 

Teknisk levede den store Fiat helt op til sit sofistikerede ydre. Et opulent, eksotisk raffineret og gennemarbejdet ingeniørarbejde, bygget op mod en standard og ikke en pris. Uafhængig affjedring på alle hjul, bagtøj med spærredifferentiale, en fin ZF servostyring og sidst, men ikke mindst den store V6 på 3.2 liter slagvolumen. Mange tror fejlagtigt at den er en videreudvikling af Ferraris Dino motor, men det er ikke korrekt. Bortset fra at den ansvarlige motoringeniør Aurelio Lampredi tidligere havde været ansat i Ferrari, har Fiat V6'eren intet at gøre med Ferrari. Den har flere lighedspunkter med en Fiat 128 motor, blot udlagt til V6 arkitektur. 165 HK er ikke voldsomt i dag og var det heller ikke dengang, men den silkebløde motors bundtræk passer fint til den store coupe og akustisk bliver man forkælet med den snerrende, sprøde lyd som er så karakteristisk for italienske V6 motorer. Her trækker den gennem den samme bomstærke 5-trins ZF gearkasse med "dog leg" 1.ste gear som man også finder i blandt andre Alfa Romeo Montreal og flere Maserati modeller.

Der er intet dramatisk eller radikalt ved Fiat 130 coupe. Det er en stor og udsøgt proportioneret  bil med magt og værdighed. De 2 kæmpedøre giver adgang til en hedonistisk kabine med tekstiler hentet fra 1. klasse wagonerne på Ferrovie dello Stato togene og den overskyggede stort set alle konkurrenter hvad angår design, udstyr og evne til at rumme 4 voksne i luksuriøs komfort. 

I dag kan vi igen glæde os over, at dette klassiske Pininfarina mesterværk fra chefdesigner Paolo Martin blev bygget. Vi har fundet 130'eren i en Lancia forhandlers private samling i Potenza og den er i en usædvanlig fin stand. Den totale km-stand fra ny er 141.000 km  og vi kan vi i hvert fald konstatere at blandt andet sæder og tæpper står nærmest uden brugsspor. Bilen fik for 3.000 km siden lavet den øvre del af motoren, dvs topstykker afmonteret, nye ventiler monteret, sæder slebne, ny tandrem. Leveres nysynet og med dansk afgift.