Alfa Romeo Giulia 1600 Super - 1967

Alfa Romeo Giulia 1600 Super - 1967


Valgte man i 1967 at give 42.000 kr. for en Alfa Romeo Giulia 1600 Super, når man kunne få en Volvo Amazon, en stor Opel Rekord eller Toyota Crown for 25.000 kr.,  så var man lidt af en feinschmecker.  Det var dengang da også begrænset hvad der i Danmark blev solgt af de fine biler med det hæderkronede mærke fra Milano. Denne Giulia 1600 Super ” Bollino d’Oro” var en af få som en dansk ejer kunne glæde sig over. Vi kan i dag forestille os hvordan han har nydt sin nye Alfa Romeo og hvordan den har fået kendere til anerkendende at løfte øjenbrynene, når de har spottet den diskrete, men eksotiske bil i et gadebillede der ellers var præget af VW type 1, Morris Marina, Ford Taunus og andre af datidens familiebiler.

Bollino d’Oro (emblem i guld) var den første Giulia med Super specifikationer i 1600 version. Selvom det kun er få og små detaljer i trim og udstyr der adskiller de forskellige årgange og versioner, så anses Bollino’en i hjemlandet Italien for at være den oprindelige og dermed mest eftertragtede Giulia Super.

Motor i aluminium, 2 overliggende knastaksler, 2 dobbelte karburatorer, 5-trins gearkasse og skivebremser på alle 4 hjul. Den kompakte Alfa kunne uden modifikationer køre direkte ind på Roskilde Ring i 1967 og sætte en respektabel tid og dengang, hvor motorvejens overhalingsbane i folkemunde gik under navnet ”Amazonsporet”, måtte en Amazon trække pænt ind til højre, hvis en Giulia dukkede op i bakspejlet og blinkede med sine 4 forlygter.

Denne Amaranto farvede Giulia 1600 har kun været indregistreret under 2 ejere siden den blev leveret ny fra importøren i Kolding. Den blev i 1992 restaureret af folkene bag Østjyllands Veteranbilsamling i Løsning. Den er holdt i original fremtoning og blandt andet interiøret står urørt i oprindelig stand. Med sin særdeles velfungerende teknik, mere end gode køreegenskaber og uproblematiske reservedelssituation, er en Giulia i god stand som denne, et af de mest letkørte og attraktive valg man kan gøre blandt klassiske biler i dag.


EURO 20.900

DKK 155.000