BMW M3 - 2004

BMW M3 - 2004


Uanset hvilken generation vi taler om, så opfattes BMW’s M3 serie af mange som den ultimative kompakte sportssedan. Fra den første E30 der blev bygget til at opfylde homologeringen til de europæiske standardvognsmesterskaber til den seneste E90 med bi-turbo og fyldt med elektroniske hjælpesystemer, befinder de sig alle lige hjemmevant på Autobahnen og det snoede ”grønne helvede” på Nürburgrings nordsløjfe.

E46 generationen fra 2000 til 2006 er efter vores mening ikke bare en af de flotteste BMW’er i nyere tid. I modsætning til forgængeren E36 som delte mange komponenter med den almindelige 3-serie, så gik BMW helt anderledes drastisk til værks når det gælder specialfremstillede dele som subframe, hjulophæng, ankerpunkter for dæmpere osv., hvorved M3 udgaven adskiller sig væsentligt fra de billigere versioner af E46 generationen.

Den silkebløde rækkesekser på 3.2 liter og 343 HK/365 Nm kan køres ganske stilfærdigt, men holder man på, udvikler der sig et jævnt, men nærmest turbineagtigt træk op gennem omdrejningsregisteret. Halvdelen af de producerede M3’er blev bygget med den sekventielle SMG gearkasse som af mange entusiaster imidlertid anses for at være noget uinspirerende og derfor foretrækker de den mere involverende og sportslige 6-trins manuelle gearkasse.

Bilen her er produceret i august 2004 og blev solgt ny i Tyskland. I 2009 blev den importeret til Danmark som en 1-ejers bil med et km-tal på 63.000 af en privat entusiast som ville have det bedste eksemplar han kunne finde i Europa. Farvekombinationen er silver grey metallic med kabine i  cinnamon læder og sort pianolak trim.

Dens til dato eneste danske ejer har ikke kun plejet sin bil med største omhu, men udover omhyggelig service med blandt andet olie og filterskift med dobbelt frekvens, olieskift på gearkasse og diff ved hvert stort service, har han med permanente løsninger rettet de kendte svagheder som modellen er født med. Subframen (bagbroen) er kendt for at revne med tiden grundet metaltræthed. Det findes der mange mere og især mindre holdbare løsninger på og BMW måtte de første år tage en del garantireparationer ind. I 2016 blev subframen her repareret med et kit fra BMW Motorsport og monteret med en crossbar og andre forstærkninger. Her er man helt nede og have fat problemets rod og det er en holdbar løsning der anvendes i motorsport, som så til gengæld også tager 60-timer at udføre. Ved samme lejlighed blev der skiftet bagtøj, trækaksler og samtlige bøsninger. Vanos (BMWs variable knast timing) er kendt for at blive slidt og her er Vanos skiftet inden den viste tegn på træthed.

Undervognen er nu med Bilstein PSS10 og Stoptech 335 bremser med TÜV godkendelse på alle 4 hjul, en lille upgrade til 70.000 kr. I alt har ejeren brugt tæt på 500.000 kr. på bilen – efter han har købt den! Km-tælleren står nu på 187.000 og bilen har naturligvis aldrig været skadet. Ekstraudstyret er ganske omfattende med blandt andet Bi-xenon, varme i sæder og 19” fælge. En køber får her en meget gennemført BMW, der ikke umiddelbart kan sammenlignes med de øvrige på markedet.


DKK 435.000