Fiat 2300S Coupe - 1964

Fiat 2300S Coupe - 1964


Det kan godt være at den bærer det ydmyge emblem fra Fiat, men denne bil har absolut intet at være ydmyg over. Bilen var coupe versionen af Fiats overklasse sedan 2300 og rettet mod fabrikanter og bankfolk som foretrak selv at sidde bag rattet i modsætning til de italienske politikere og senatorer der sad på bagsædet af 2300 sedanerne med chauffør. De elegante linjer med en vis lighed med Ferrari 250, var tegnet af Sergio Sartorelli og Tom Tjaarda hos Carrozzeria Ghia, en af Italiens uafhængige bilskræddere.

Fra den velpolstrede læderkabine, over det smukke instrumentbord rigt forsynet med Veglia ure, til det store Nardi trærat udstråler denne bil kvalitet og ”dolce vita” på en måde, der må have behaget Fiat boss Gianni Agnelli. Den sportslige S version var forsynet med 2 dobbelte Webere og den 6-cylindrede rækkemotor ydede 128 HK. Dobbelt wishbone affjedring på forhjulene og servoforstærkede skivebremser på alle 4 hjul sørgede for behagelige og effektive køreegenskaber, der sagtens tålte sammenligning med tidens dyreste eksotikere fra Maserati og Ferrari. Efter at priserne på sidstnævnte er katapulteret op i stratosfæren har den fine 2300S tiltrukket velfortjent interesse.

Til en pris der kunne købe en Jaguar E-Type var den fine Fiat 2300S udenfor økonomisk rækkevidde for den gennemsnitlige bilkøber og der blev da også kun indregistreret 3 stk. i Danmark. Chassisnummer 121244 blev indregistreret 1ste gang i 1964 som direktionsvogn for den store Fiat forhandler Borch-Christensen og er således en dansk bil fra ny. Den seneste af de i alt 4 ejere afsluttede i 2015 en omhyggelig restaurering af bilen, hvor der er blevet lagt stor vægt på at bevare bilen så original som mulig. Kun hvor det var absolut nødvendigt at skifte dele til nye, er det blevet gjort og blandt andet er den originale læderkabine bevaret. Det er med til at holde bilens fantastiske atmosfære intakt. 60 firmaer og 21 privatpersoner har været involveret i service og levering af dele lige fra nyt pedalgummi til de korrekte labels på luftfilteret. Et sæt nye Weber karburatorer er med til at give en silkeblød og ren motorgang og en original Abarth udstødning understreger den sprøde sekserlyd. Som forhandler af klassiske biler er vi lidt forvænte med at køre mange dejlige biler, men denne 2300S har i særlig grad bidt sig fast som en uhyre velkørende fornøjelse. Bilen har sorte danske nummerplader og der medfølger en omfattende dokumentation.


EURO 49.000

DKK 365.000