Fiat 500 Trasformabile - 1963

Fiat 500 Trasformabile - 1963


Fiat 500 er trods sin beskedne størrelse uden tvivl den bil der har betydet mest for Italien. Den lille ny 500 (Nuova 500) kom i 1955 og afløste den gamle 500 Topolino og var bygget efter samme koncept som VW type 1 med luftkølet hækmotor omend noget mindre og med kun 2 cylindre. Den Agenelli ejede Fiat koncern formåede at producere billigt og det blev bilen som efterkrigstidens forarmede Italien kunne få råd til. Vespa’en blev skiftet ud med 4 hjul og få år efter var en stor del Italiens små scooter- og motorcykelproducenter bukket under for konkurrencen fra den lille prisbillige Fiat.

2 luftkølede cylindre, 499 cc og 18 HK er jo ikke imponerende specifikationer, men funktionaliteten og særligt charmen fejler skam ikke noget. I de italienske byers smalle gader er den lille bil perfekt og den klarer skam også at cruise på landevejen mellem byerne uden at miste pusten. De tidlige årgange med baghængslede "selvmordsdøre" er i dag de mest eftertragtede og endnu sjældnere er "Trasformabile" versionen med foldetag, der går helt ned til motorhjelmen.

Denne 500D Trasformabile fra 1963 er restaureret til tip top stand overalt og fremtræder stort set som en ny bil. På et punkt er den endda bedre. Den oprindelige motor på knapt 500 cc har måttet vige pladsen for en lidt større 600 cc motor med Weber karburator og omkring 28 HK. Bevares - vel forekommer 10 HK ekstra ikke overvældende, men det er faktisk en effektforøgelse på 55%. Nogen raket er den ikke, men de ekstra hestekræfter betyder at den lille bil følger nogenlunde med trafikken uden at den skal prygles alt for meget. Den mest eftertragtede 500 model blandt kendere og en herlig sommerbil, der vækker smil og glade ansigter overalt, hvor man kommer frem.


EURO 19.500

DKK 145.000