Jaguar XJ6C - 1975

Jaguar XJ6C - 1975


Allerede i midten af 1960’erne da Sir William Lyons og hans hold arbejdede med linjerne til den kommende XJ legede han med tanken om senere at sætte en coupe version i produktion. Den blev lavet på XJ platformen med kort akselafstand og præsenteret i 1973. Den kom dog ikke i produktion og på markedet før 1975 og var klart tænkt som en sporty udgave af limousine versionen. XJ6 coupe regnes af mange for en af de smukkeste biler fra Jaguar og det ”stolpeløse” design er på en gang både maskulint, lidt aggressivt og meget elegant.

De færreste fotografier yder en XJ6C fuld retfærdighed. Bilen er smukkere i virkeligheden end selv de bedste billeder kan vise. I alt blev der fra 1975 til 1978 produceret godt 6.000 eksemplarer af XJ6C og man anslår at der ikke eksisterer mere end omkring 500 i dag. De havde alle automatgear og servostyring og langt de fleste var forsynet med vinyltag, der var med til at understrege coupeformen og det åbne ”pillarless” design.

Bilen her er en ægte California bil, der blev solgt ny og indregistreret i the ”Golden State” i januar 1976. Da bilen er 12 år gammel købes den i november 1987 af Jaguar forhandler Ole Sommer af den amerikanske ejer James J. Clark i Huntington Beach, LA og hentes til Danmark. Her har den siden har stået urørt i kælderen hos O. Sommer A/S i Nærum og afventet istandsættelse med henblik på at indgå i museets permanente udstilling. Vi køber bilen af O. Sommer i 2017 og gennemfører den længe udsatte restaurering.

Jaguaren bliver fuldstændig afmonteret udvendigt såvel som indvendigt og vi konstaterer med tilfredshed at den har nydt godt af det gode klima og rust ikke findes i bilen. Til gengæld har den stærke californiske sol været hård ved den originale læderkabine som er revnet og brændt til et punkt hvor det ikke giver mening at bevare den. Bilen får derfor en komplet ny læderkabine og det fedeste mørkegrå læder, nye dørsider, ny himmel, nye tæpper, ny beklædning i bagagerum og læderbeklædning under motorklap. Der er kort sagt udført professionelt saddelmagerarbejde for en formue, hvor alle detaljer ned til nyforkromede askebægre, blanke lister og komplet restaureret instrumentbord med træfinér fuldender en fuldstændig enestående kabine. Udvendigt er bilen lakeret i den korrekte Jaguar light silver til en tårnhøj standard og vinyltaget er ligeledes helt nyt.

En XJ6 der er  orden opleves selv i dag næsten 50 år efter introduktionen forbavsende moderne. Jaguarens berømte  kørekomfort slår selv samtidens Rolls Royce og styregenskaberne er faste, præcise og måler sig med sportsvogne. Vi har ikke tidligere set en XJ6 på det her niveau og vi kan kun anbefale enhver liebhaver, Jaguar-folk som andre, at komme og ved selvsyn konstatere kvaliteten af denne bil.


EURO 45.000

DKK 335.000