Fiat Scoiattolo Super 4x4 - 1981

Fiat Scoiattolo Super 4x4 - 1981


“I love the smell of Barolo in the morning”. Selv om den lille Scoiattolo kunne ligne et militærkøretøj i den grønne farve, så er det lille “egern” mere tiltænkt de fredelige omgivelser i vinmarkerne på Piemontes skråninger end den er tiltænkt et liv på slagmarkerne. Med tilladelse fra Fiats designafdeling Centro Stile, gik Arrigo Perini i 1966 i sit karosseriværksted CAP i gang med at bygge det lille køretøj på basis af Fiat 500 dele. Som motor valgte han den lidt større 650 cc motor og for at forbedre de terrængående egenskaber blev gearingen gjort lavere. Frem til 1973 nåde Carrozzeria Arrigo Perini at bygge i alt 350 biler, hvoraf kun de 50 var Super versionen med træk på alle 4 hjul.

Denne Super 4x4 blev først indregistreret sent i 1981 i Holland og kom i 2017 til Danmark, hvor den efter service, syn og indregistrering nu har danske plader. Det er ikke en udpræget langtursbil og de godt 30.000 km der står på tælleren er med stor sandsynlighed alt hvad den bil har tilbagelagt fra ny. Vi har testet den lille off-roader i terræn og er egentlig ganske imponerede over dens evner. Som et lille kuriosum har bilen udover den almindelige håndbremse også 2 bremsehåndtag der gør det muligt at afbremse hver baghjul individuelt. De kan bruges til bremse et hjul der spinner eller få rettet bagvognen op og ind i sporet på en stejl nedkørsel, ganske smart. En ganske sjælden bil for Fiat samleren og endda til en pris der ikke er stort højere end en helt almindelig 500 i god stand koster.


EURO 12.000

DKK 89.000