Triumph TR4A IRS - 1965

Triumph TR4A IRS - 1965


Med TR4 modellen fik den italienske designer Michelotti givet den klassiske Triumph sportsvogn et helt nyt stramt og mere moderne udseende i forhold til den gamle smalle TR3 med nedskårne døre mellem de svungne, udvendige skærme.  Den store 4-cylindrede motor var den samme, men fik forøget slagvolumen fra 1991cc til 2138cc. Med rødder i efterkrigsårenes grå Ferguson TO-30 traktor er det ikke en just en hurtigroterende ”screamer”, men det er en motor der reagerer godt på tuning og så er den kendt for at slå hårdt og dybt, når den kommer i infight med sine samtidige konkurrenter. De senere TR4A får en stærkt ændret chassisramme og med IRS versionen, Independent Rear Suspension, kommer det uafhængige baghjulsophæng, der øger kørekomforten betragteligt i forhold til den gamle stive bagaksel på bladfjedre.

Det helt store marked var i USA og derfor blev langt de flesteTR4 produceret som venstrestyrede. En original højrestyret ”hjemmemarkedsmodel” er der relativt langt i mellem. Denne IRS blev registreret første gang i december 1965 og kom til Danmark så tidligt som i 1968, hvor den har været siden. Den er løbende blevet serviceret på værksted og alene indenfor de seneste 4 år, er der brugt et halvt hundrede tusinde på fjedre, støddæmpere, bøsninger, bremser og almindeligt løbende vedligehold.

Kalechen er fra 2008, men har aldrig været brugt da bilen ikke har været ude i regnvejr siden og den er derfor stadig som ny. Der medfølger desuden kalechedækken og et fint tonneau. Motoren er tunet til ”fast road” specifikationer med blandt andet skrappere knastaksel, 2 dobbelte Weber karburatorer, ændret manifold, udstødning osv. Den motor har masser af grynt og sammen med den velpassede undervogn giver det en velkørende, kraftig sportsvogn, som de 6-cylindrede TR5 og TR6 ikke uden videre kører fra. 


EURO 26.500

DKK 195.000