Alfa Romeo 1750 GT Veloce - 1971

Alfa Romeo 1750 GT Veloce - 1971


1750 GT Veloce står højt i hierarkiet af små GT vogne der kom fra Alfa Romeo fabrikken i årene 1963 til 1976. Med 1750 motoren på 122 HK rykkede den allerede fine GT vogn et trin op i forhold til sine forgængere med 1300 og 1600 motorer.

1750 markerer samtidig det første større facelift i serien, hvor man gik fra den oprindelige "knækfront" til samme karosseri blot med den glatte front. De færreste bilfabrikker slipper godt fra at facelifte en model. Som regel er det designerens oprindelige linier og detaljer, der er de mest vellykkede. De færreste vil dog mene, at 1750 er et tilbageskridt. Tværtimod, så er det på alle måder en smuk og vellykket model. Den har den vel nok mest markante og elegante front af samtlige Bertone udgaver med 4 forlygter indfældet i den markante grill med det fremtrædende hjerte i midten.

Udover sit smukke ydre har 1750 det lækreste interiør og specielt instrumentbordet med de store instrumenter i glas og midterkonsollen udstråler klassisk GT vogn

Her har vi et pragteksemplar der netop har afsluttet en "nut & bolt" restaurering med  total adskillelse til tom karosse, sandblæsning og derefter opbygning med nye sliddele overalt.

Der er monteret en komplet ny undervogn med bremser, bøsninger og styretøj. Motoren er totalrenoveret med nye plejllejer, hovedlejer, nye foringer og stempler, ny vandpumpe, forkæder etc. Topstykke renoveret med nye ventiler, ventilstyr. Gearkassen renoveret med nye synkromesh, pakdåser osv.

Bilen er lakeret i en af de flotteste 60'er farver giallo ocra og monteret med ny sort læderkabine i topkvalitet. Fuld foto dokumentation medfølger af restaureringsprocessen. En ny ejer får derfor en Bertone, der har har været dansk fra ny og som er så tæt på fabriksny og også kører som en sådan, som det næsten er muligt.


EURO 55.000

DKK 410.000