BMW 323i - 1978

BMW 323i - 1978


E21 var den første generation af BMW’s 3-serie og den skulle vise sig at blive BMW’s mest succesfulde model nogensinde. Efter de svære år efter krigen og op i 1960erne, hvor den hæderkronede flymotorfabrik i München reelt var truet af lukning efter år hvor bilproduktionen overvejende bestod af usælgelige ”barokengle” og små kabinescootere, blev 02-serien vendepunktet, og med 3-serien gik det for alvor fremad for BMW. Den velkørende kompakte sedan med de sportslige egenskaber må tilskrives en stor del af æren for at gøre BMW til verdens mest profitable bilfabrik.

Topmodellen var denne 323i med den 6-cylindrede M20B23 rækkemotor på 2316 ccm med Bosch K-Jetronic indsprøjtning og 143 HK. Den afslører sig udefra på de 2 afgangsrør. Bygge- og samlekvalitet var høj og der blev brugt lækre materialer. Instrumentbordet var funktionelt og udlagt så alle ure og kontakter var logisk anbragt og omsluttede føreren efter principperne i et flycockpit. Køreegenskaber og vejbeliggenhed var klart til den sportslige side uden at komforten gik helt fløjten og den karakteristik har til i dag været 3-seriens adelsmærke.

Denne 323i blev importeret fra Tyskland i 2011 af en dansk BMW entusiast og blev indregistreret i 2014. Den er i flot stand og fremstræder stort set original overalt. Farven er Turmalingrün og den står på et sæt eftertragtede Alpina 7x15” fælge. Et sæt originale hjul medfølger. Denne lækre youngtimer har kørt 141.000 km fra ny og sælges på danske nummerplader.


EURO 19.500

DKK 145.000